“Hvad så med pornomodeller, er de ikke endnu dummere end jer?” Del 2

14jan10

Her vil jeg svare på det spørgsmål, der kom under spørgerunden i Folkets Hus i tirsdags (se det foregående indlæg). Jeg parafraserer: “Hvad så med pornoindustrien, er det ikke en meget hård branche? Der er man jo ansat, og producenterne af pornoen tjener masser af penge på den – derfor må der også være mere udnyttelse end i prostitution, hvor man er selvstændig.”

Om man har lyst til at være ansat eller selvstændig er selvfølgelig et personligt valg – og det træffes som regel på baggrund af, hvor meget ansvar og arbejde, man selv er villig til at lægge i jobbet. Det har jeg set meget tydeligt, når jeg har ‘shoppet rundt’ i klinikker for at finde ud af, hvordan jeg selv havde lyst til at arbejde.

For selv om det ikke er lovligt for os at være ansat, er forskellige steder indrettet forskelligt alt efter, om pigerne selv så at sige ønsker at føle sig ansatte. På de steder, hvor bordelmutter selv synes at hun er arbejdsgiveren, skriver hun pigernes beskrivelser på stedets hjemmeside (hvis sådan en findes), sætter annoncer i Ekstrabladet for dem, tager ofte selv billeder af dem eller får telefondamen til det; Og telefondamen tager sig af kontakten med kunderne. Stedet har et fast menukort, som man skal følge, og derudover har bordelmutter en række uskrevne regler, man skal følge for ikke at blive ‘fyret’. Selv pigens personlige seksuelle grænser bliver altså et langt stykke hen ad vejen bestemt for hende af bordelmutter, og det har flere fortalt mig at de oplever som en slags beskyttelse – så behøver man ikke begå sine egne fejl, før man lærer sine grænser at kende. Og så rigidt som jeg nu har beskrevet det, er det heller ikke – der er altid plads til at sige at der er noget på menukortet, man ikke har lyst til, eller at afvise en kunde, man ikke kan lide. (Med mindre det sker med hver anden kunde, selvfølgelig – men hvis man ikke kan lide det meste og de fleste, er det nok heller ikke smart at arbejde i branchen.)

Alle de regler lyder som et mareridt for folk som mig, der gerne vil bestemme alt selv – men det passer en del af de piger jeg har mødt perfekt. Så skal hun nemlig ikke selv bekymre sig om andet end at gå ind i bollerummet, bolle med kunden og gå ud igen.

Det betyder at hun ikke har flere arbejdstimer end sin åbningstid. Og det er noget helt andet end hvis man i praksis virkelig er selvstændig, som jeg er. Jeg sætter selv annoncer i, har selv lavet min hjemmeside, tager mig af alle ændringer i den, tager (for det meste) mine egne billeder til galleriet, svarer på mails fra kunder også når jeg ikke sidder på vagt, prøver at lære nye ting og tilføje nye ydelser eller forslag en gang imellem (tao-tantra-massage er et eksempel) – og alt det samlet kan snildt snige sig op til en fuld ekstra arbejdsdag om ugen. Jeg kan godt misunde de ‘ansatte’ piger en gang imellem, fordi de bare kan slappe af og lade andre tage alle beslutningerne og ordne alle udenomstingene for dem. Det gør, at man ikke behøver lægge en masse personlig energi og lidenskab i jobbet. Og jeg får jo ikke total frihed til gengæld for at gøre det – der er også betingelser for, at jeg kan få lov til at låne lokaler, sætte annoncer i avisen osv. At arbejde på min måde kan man vist kun gøre, hvis man virkelig brænder for det.

Det andet i spørgsmålet synes jeg egentlig Sus svarede fint på: Ligesom i alle andre brancher er der næsten altid nogen, der tjener på os. Folk der udlejer lokaler man kan arbejde i, hjemmesider og aviser man kan annoncere i, chauffører, telefondamer etc. Det fjerner ikke vores mulighed for at sige fra eller til – og jeg forstår ærligt talt heller ikke, hvordan man kan antage at det gør.

I øvrigt gælder det samme for porno som for prostitution: Man kan godt se om folk nyder det, og det påvirker kvaliteten af ydelsen/produktet. Det ved enhver idiot bag et kamera godt. (At pornoindustrien så efter min mening ikke har de bedste ‘skuespillere’ at arbejde med, og at de folk der filmer og redigerer selve materialet ofte ikke virker særligt kompetente, er en helt anden diskussion. Jeg er personligt ikke forbruger eller fan af hverken porno eller pinups lavet efter halvfjerdserne. Og når jeg vil tage til takke med noget med trompetbukser og overskæg i, siger det lidt om kvaliteten af det man kan finde nu. :P Så just don’t get me started!)

Hvor er al elendigheden?

Om al den elendighed, vi hører om, som jeg nævnte i del 1: Jeg tror også på at den findes derude et sted (og nogle gange derinde i mig/os selv et sted! men det må jeg skrive om en anden gang). Men jeg tror ikke, den knytter sig særligt til én branche eller én subkultur. I Danmark tror jeg, den er spredt relativt ligeligt ud over samfundet, de rige og de fattige, lønmodtagerne og de selvstændige, sorte og hvide, goths, skatere, preps og nørder. I de fattigere lande tror jeg selvfølgelig, den er mere udbredt, fordi det ikke som her er en selvfølge, at selv de hjemløse og narkomanerne kan få noget at spise på det nærmeste værested. Men hvis vi snakker et velfærdssamfund som Danmark, handler elendighed først og fremmest om, at man har fået tildelt et sæt omstændigheder af livet, som man ikke kan finde ud af at navigere ordentligt rundt i.

Tag sådan noget som at opdrage sine børn: Nogle klarer det ok, og nogle fucker deres børn op for livet – fordi de bare ikke er gode til at håndtere dem og forstå dem, eller fordi de har for mange problemer indeni sig selv til at have overskud til at tage sig af børn også. Og børnene er også forskellige: Nogle trives i en normal familie, og nogle bliver fucked up netop af det normale, det ‘sunde’, fordi de ikke selv passer ind i dén skabelon. Jeg tror, elendighed først og fremmest skabes af at sætte det forkerte menneske i den forkerte situation. F.eks. får man jo nok ar på sjælen af at dyrke sex med mænd for penge, hvis man hader mænd og synes de er ulækre. Hvis man har stort besvær med at fungere i en social gruppe, skal man nok ikke tage sig et arbejde, der kræver at man trives med kollegerne. Osv. Og fordi mennesker er så forskellige, ville det være ganske sært, hvis én branche eller én subkultur rummede overvældende mange ‘forkert placerede’ mennesker, og der stort set ikke var nogen i de andre.

Men jeg tror nu gerne på at sexsalg ofte er løsningen for narkomanen, der har brug for sit næste fix, fordi det giver gode penge, ikke kræver ‘godkendelse’ af en arbejdsgiver osv. Og at det ikke er særligt fedt at have et job, fordi man føler sig stærkt presset til at gøre det for at kunne skaffe noget, man brænder fuldstændig vanvittigt efter. Men narkomanen kommer vel et eller andet sted fra – et sted, der langt fra altid er prostitution. Og man bliver nok sjældent dybt afhængig af stoffer, hvis man har det fedt i forvejen. Så her er der vel også tale om elendighed mange forskellige steder – der så følger med ‘sit menneske’ over i prostitution.

Jeg kan også godt forestille mig, at der er lidt flere sexarbejdere med ar på sjælen, end der er f.eks. kontordamer med ditto – og at det ikke kun er narkomanerne. For prostitution er jo et tabu, dvs. et alternativ til normalsamfundet, noget der ikke anses for at være en jobmulighed. Derfor er det også logisk nok, hvis dem der passer dårligt ind i normalsamfundet (og derfor får ar på sjælen af at blive tvunget til at tage del i det som børn) søger ind i sexindustrien, så snart de er gamle nok til selv at bestemme. Eller så snart de finder ud af at den eksisterer!

Meeen der kan det godt være at jeg bare overgeneraliserer ud fra mit eget tilfælde.

Pointen er, at hvis der er flere mennesker indenfor prostitution der har det dårligt, end det er tilfældet i ‘normale’ (ikke-tabuiserede) jobs, kan det skyldes andet end at selve branchen er ‘rådden’. Det kan endda skyldes netop at jobbet tiltrækker folk, der har fået det dårligt andetsteds. Folk, der måske finder den eneste løsning på deres personlige dilemma i sexsalget.



No Responses Yet to ““Hvad så med pornomodeller, er de ikke endnu dummere end jer?” Del 2”

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: