Undtagelsesrummet

21apr10

Jeg fik min første depression, da jeg var 8 år gammel. (Når jeg fortæller det, popper der altid et billede op i mit hoved af en æske med en badekåbe, en flaske gin og en Leonard Cohen-CD i, med ‘My first depression kit’ skrevet på låget). Efter nogle år indså jeg, at en af de ting der bidrog til min sure, apatiske tilstand var at jeg tilbragte det meste af min tid inde på mit værelse foran små skærme – computeren og tv’et. Computeren var egentlig ok, for den krævede at jeg var aktiv, og jeg fik lavet gode terapeutiske ting på den som at skrive og tegne. Men tv’et havde en evne til at få mig til bare at kaste mig ned på sofaen og tænde når jeg kom hjem fra skole, og så pludselig var det et par timer over min sengetid. Jeg prøvede at lære at slukke efter et par timer, men der var altid liiiige et eller andet jeg skulle se først – eller apatien overmandede mig simpelthen, så jeg ikke kunne overskue den simple handling at trykke på den lille røde knap – for så var jeg jo nødt til at finde på noget andet at lave, hvilket krævede endnu mere initiativ. Jeg vidste godt at jeg ville kede mig for meget til bare at sidde og glo, hvis fjernsynet ikke var foran mig, men jeg kunne heller ikke lade være med at tænde for det, når det nu var der. Det eneste der ville hjælpe mig ud af apatien var derfor at smide lortet ud. Jeg overvejede det længe for at være sikker på at jeg ikke bare ville hente det tilbage fra storskrald næste dag – men jeg havde jo stadig computeren, som kun krævede det næste lille skridt af aktivitet. Så jeg smed fjernsynet ud.

Da jeg kom hjem fra skole næste dag, stod det igen på mit værelse, som var det selv kravlet tilbage på sin plads. Min mor stillede sig i døråbningen og spurgte hvorfor jeg dog havde smidt det ud. Det vil sige, hun spurgte egentlig ikke. Hun fortalte mig at det havde kostet mange penge (mine egne penge) og at jeg bare ville fortryde det hvis jeg smed det ud, og så ville det koste endnu flere penge (stadig mine egne penge) at købe et nyt. Så det måtte jeg ikke skille mig af med. Et velment, men meget, meget forfejlet forsøg på at passe på mig.

Depressionen blev dybere og dybere for det næste par år og kulminerede i et selvmordsforsøg. Mit tungsind begyndte først at aftage, da jeg kom på efterskole – væk fra min mor, og væk fra hendes lejlighed, der var fyldt med gammelt skrammel, hun ikke nænnede at smide ud. Et alt for påtrængende billede på min egen følelse af at have en masse gammelt lort indeni mig. Hvis jeg smed noget ud, lagde hun det ofte enten tilbage på mit værelse eller tog det selv for at opbevare det i en af de mange skuffer og kurve i stuen. Jeg kom med tiden til at se hende som en slags ond ånd, der gik i hælene på mig og samlede alt op, jeg ville af med, for at lægge det på mine skuldre igen.

Depressionen vendte tilbage med større styrke da jeg skulle flytte hjem igen for at gå på gymnasiet, så jeg skyndte mig at sørge for at få et år som udvekslingsstuderende i USA. Da jeg kom hjem derfra, var jeg gammel nok til at flytte hjemmefra, og det skyndte jeg mig så at gøre. Jeg tog fjernsynet med – og gennemgik et frydefuldt ritual med at smide det til storskrald, så snart min mor var kørt med flyttebilen. Da jeg gik tilbage mod mit værelse i bofællesskabet, blev jeg ved med at se mig over skulderen for at sikre mig, at fjernsynet ikke fulgte efter mig. Og for at nyde at se det forsvinde længere og længere væk. Jeg kunne hurtigt mærke hvordan den overdrevne apati forduftede, nu jeg ikke havde fjernsynet at glo på når jeg ikke gad noget.

Denne historie fortæller jeg for at illustrere, at gamle vaner kan være et hængedynd, som det kan virke nærmest umuligt at komme ud af – og nogle gange er den eneste mulighed for en ændring at fjerne sig rent fysisk fra det, man har levet med hidtil. At træde ind i et nyt rum. Det er en symbolsk handling – men netop symbolske handlinger kan være utroligt effektive til at ‘narre’ hjernen til at tro, at der er indtrådt en fundamental ændring. Og når hjernen tror på dét helt ned i underbevidstheden – så indtræder der virkelig en fundamental ændring.
Jeg vil gerne introducere ‘undtagelsesrum’ som et psykologisk begreb, for det er et utroligt vigtigt led i at slippe væk fra dårligdomme, man bare synker længere og længere ned i. Det handler om at finde sig et rum, hvor alt føles nyt og uprøvet – hvor man ikke har sine sædvanlige forventninger med om at blive såret, bekæmpet, skuffet.

Som jeg tidligere har fortalt, havde jeg ikke et særligt fedt sexliv de første ca. syv år fra jeg prøvede det første gang. Men jeg blev ufortrødent ved i en blanding af håb om at det ved et mirakel en dag ville begynde at føles godt, og en følelse af at være draget mod det og ikke kunne undvære det. Til sidst opgav jeg forsøgene og tog en kold tyrker. Og så fandt jeg på at prøve noget helt andet: købesex med en kvinde.

Jeg kan enormt godt lide ideen på bordeller med at man skal gennem en entre for at komme helt ind. For mig er det en slags mentalt skifterum, hvor man glemmer verden udenfor og gør sig klar til den lille alternative verden indenfor. Jeg husker stadig det sort-hvide billede af en nøgen kvinde på stranden, det flaskegrønne forhæng, den lave lænestol og duften af potpourri i entreen, hvor jeg stod og ventede et par minutter, før Sus åbnede døren. Hele indtrykket gav mig en følelse af samtidig ro og ophidselse, som jeg husker på og forsøger at indgyde mine kunder, når de ankommer – både de steder hvor der er en entre og de steder hvor der (desværre) ikke er.

Fordi sexen foregik på helt anderledes præmisser et helt anderledes sted – og med en kvinde i stedet for en mand – tog jeg ikke nogen dårlige vaner med ind på bordellet. Jeg kunne lade alle mine seksuelle myoser ligge udenfor døren og bare opleve det som noget helt nyt, noget der ikke blev skæmmet af tidligere oplevelser, der kunne give mig negative forventninger. Og da jeg havde prøvet dejlig sex på bordellet én gang, var mine forventninger til næste gang at det ville blive godt og dejligt – så jeg kunne være glad og åben fra det øjeblik jeg trådte ind. Bordellet blev mit undtagelsesrum.

I undtagelsesrummet er der mulighed for at blive et andet menneske – ikke med ét slag, men alligevel er det påfaldende, så fri man kan føle sig fra det, der før næsten virkede som skæbnen – eller noget, der bare var éns personlighed og derfor ikke stod til at ændre.
Jeg er helt klart et andet menneske, når jeg er på arbejde. Jeg er varmere, mere nærværende, mindre nem at såre. Men skønheden ved det er jo at jeg ikke er et andet menneske – jeg er bare mig selv under venligere betingelser. Mig selv som jeg er, når situationen ikke afkræver mig noget, jeg ikke har lyst til at give. Sammen med familien afkrævedes jeg at være normal og ikke sige noget underligt, selv når samtaleemnet var mig. I skolen skulle jeg holde kæft eller kun stille spørgsmål der gav udtryk for gennemsnitlig intelligens, mens jeg skrev ting ned jeg godt vidste i forvejen. Til fester skal jeg lade som om jeg har det sjovt, selv om jeg ikke kan gøre nogen af de ting jeg selv nyder. Men på bordellet skal jeg bare dyrke sex med folk – på mine egne præmisser. Og det er i modsætning til næsten al anden social omgang, jeg havde oplevet før jeg købte sex første gang, noget jeg faktisk gerne vil.

Derfor bruger jeg det at sælge sex som en form for terapi. Det hjælper direkte mod depression (som jeg stadig tager medicin for, men heldigvis ikke er inde i længere – jeg skal bare som alle, der tidligere har været deprimeret, være opmærksom på at holde gang i glæden og velværet, så jeg ikke glider tilbage i tilstanden). Jeg kan mærke hvordan endorfin-niveauet stiger i løbet af en arbejdsdag eller to. Når jeg er på vej hjem fra en vagt, er alle omkring mig sjovt nok enormt lækre og virker som nogle rigtig søde mennesker. :D Efter et par ugers fri kan jeg mærke i både krop og sind at jeg trænger til at komme tilbage på arbejdet og få varmen igen (og jeg supplerer ved en gang imellem selv at få tantramassage).

Det hjælper også mere indirekte, ved at være et sted hvor jeg i mit eget tempo kan øve mig i at være åben, venlig og givende overfor andre mennesker – så jeg forhåbentlig med tiden lærer, hvordan jeg kan gøre det udenfor jobbet også. Det er en lang proces, fordi jeg har tilbragt de første 21-22 år af mit liv med at føle mig mere eller mindre truet på mit velbefindende og min sjælefred, hver gang der var andre mennesker i nærheden. Men jo flere folk jeg har gode seksuelle oplevelser med, desto mere varmt kan jeg også tænke på andre – og den følelsesmæssige kontakt, jeg skaber med kunderne, kan jeg øve mig i at prøve at skabe med mine venner på ikke-seksuelle måder. Jeg kan mærke at jeg allerede er godt på vej. Jo mere jeg får lov til at leve på mine egne præmisser til hverdag, desto mere tolerant og forstående har jeg også råd til at være overfor andre, og desto mere har jeg overskud til at nyde deres selskab. Fordi jeg ikke bruger al min energi på at forsvare mig.



8 Responses to “Undtagelsesrummet”

  1. Jeg kan i øvrigt ikke fordrage musikvideoen til Let it go. Ironisk nok synes jeg at den er vildt overseksualiseret.

  2. 2 Havkatten

    En fantastisk analyse og selvindsigt!

    Du har fundet din “medicin”!

    Jeg ville ønske, at mange, rigtig mange, vil læse din blok – og, du hjælper, via dit arbejde, rigitg mange mennesker – det kan du godt være stolt af!

    Håber du vil have tålmodighed og erkende, at ikke alle er kommet så langt i selvindsigt, som du er.

    Glæder mig til at læse hele din historie –

  3. 3 Gunnar

    Ja, virkelig god lesning er det! :-)

  4. Overvejer virkelig… hvorvidt jeg ville have godt af en “terapitime” …

  5. 5 Lars

    det er genialt Dina – virkelig genialt. Jeg har faktisk selv tænkt lignende tanker. Fordi “mit rum” i barndommen på samme måde var invaliderende som det du beskriver. Undtagelsesrummet er et genialt formuleret begreb.

    Og jeg fik forbindelse med denne hjemmeside på en sjov måde, som jeg måske engang vil fortælle dig.

    Jeg har som sagt selv gået i tanker om at gøre det samme som du beskriver – men hvordan – som mand ? Jeg er ikke homosexuel så det skulle være til kvinder. Og ikke fordi jeg er libertiner, men for at befri mig selv til kærlighed – okay måske siger jeg dette for at gøre mine tanker mere okay i egne og andres øjne.

    Synes du har valgt en modig og utraditionel vej, du må være gjort af et særligt stof…hvis du har nogen råd til hvordan man starter op hører jeg gerne. har tænkt med at begynde med en annonce i EB., men er usikker,

    vh
    Lars

  6. Tak for komplimenterne. :)

    @Havkatten

    Jeg skal helt sikkert arbejde med tålmodigheden overfor andre, der på den ene eller den anden måde ikke er kommet så langt som mig. Erkendelsen er der, men accepten er lidt bagefter. :)

    @Lars

    Jeg går ud fra at du med ‘det du beskriver’ mener at sælge sex til det modsatte køn? :) Men jeg må skuffe dig med at der ikke er gode udsigter for det. Jeg har set og hørt om en del mænd der har forsøgt sig, har markedsført sig godt og har haft alle de kvaliteter man kunne ønske sig i en mandlig luder – men markedet er der simpelthen ikke, med mindre man vil være gay-for-pay. Kvinder har alt for nem gratis adgang til sex til at ville betale for det.

    Men alt efter hvad du er ude efter, er der jo alternativer – du kan selv købe sex, du kan gå i swingerklubber, oprette profil på Scor osv.

  7. 7 Lars

    (kun fornavn må angives, tak)
    Tak for dit svar og din tid.

    Dit svar både gjorde mig glad og irriterede mig. Glad fordi det var snak lige ud af posen – det er altså din erfaring, vi hanner har ikke har gode muligheder for sex-salg. For: “kvinder har alt for nem gratis adgang til sex til at ville betale for det”.

    Men passer det også på alle kvinder- og kan alle kvinder – uanset alder og udseende -virkelig have garanti for at kunne finde en escort-mand IRL, hvis vi nu regner medr at denne er virkelig klasse, både udseende og ellers, som de eksempler du selv kommer med ? jeg har set eksempler udenfor DK, hvor erfaringen altså var en anden – godt nok kun på TV.

    Du skriver: “Men alt efter hvad du er ude efter, er der jo alternativer – du kan selv købe sex, du kan gå i swingerklubber, oprette profil på Scor osv.”

    Jeg ved ikke om jeg fik formuleret det godt nok i min indledning, men et job indenfor denne branche ville for mig ligne noget der var din egen motivation – en blanding af lyst og terapi, hvor muligheden for at “styre” situationen til en vis grad er til stede.

    Ville du dengang ha haft lyst til at gå i swingerclubber ?

    Har jeg ? Ikke specielt.

    vh
    Lars

  8. 8 Lars

    PS det er meget vigtigt at hverken mit efternavn eller mailadresse kommer til at stå der – sorry min paranoia :-) Tak ellers for en interessant blog


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: